Nyheder
Jobs


Tilbagefald giver igen røde tal i stor skokæde


Foto: PR
Tirsdag den 21 marts 2023 kl. 11:54 af: Kristian Holgersen

Selvom coronakrisen er kommet på afstand, havde en skokæde stadig rigeligt med udfordringer i 2022. Et nyt butikskoncept er på vej.

Skokæden Deichmann, som hører hjemme i Tyskland, tabte penge på det danske marked i 2022.

Underskuddet lyder på i alt 1,9 millioner kroner efter skat og er en klar tilbagegang i forhold til 2021, hvor bundlinjen viste et et solidt plus på 9,3 millioner.

Deichmann tabte også penge i 2020, hvor coronakrisen pressede den danske del af forretningen, som består af godt 30 butikker.

Denne gang er der andre faktorer på spil. Som så mange andre i detailbranchen havde Deichmann udfordringer med inflation og især stigende priser på energi og sko.

- Deichmann blev også påvirket af flaskehals hos leverandørerne, og det betød, at virksomheden ikke kunne leve op til forventningerne til salget i starten af året, fremgår det af årsrapporten.

Gennem 2022 postede Deichmann også penge i at opdatere kæden med et nyt butikskoncept og flytte enkelte butikker til nye lokationer.

- Med yderligere investeringer i digitale tiltag og omnichannel med fokus på synergi mellem de fysiske butikker og netbutikken, forventer virksomheden et positivt resultat i 2023 på niveau med 2019-resultatet, fremgår det af årsrapporten.

Det betyder i så fald et overskud på lidt mere end 3 millioner kroner.

Deichmann blev grundlagt i 1913 og har hovedkontor i tyske Essen. Den første Deichmann-butik i Danmark åbnede i oktober 2003, og har i dag har kæden 31 butikker herhjemme.

LÆS OGSÅ: Selskabet bag stor skokæde tjener mange flere millioner end ventet




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her