Nyheder
Jobs


Supermarkedskæde dropper det tyske landshold i protest



Onsdag den 23 november 2022 kl. 10:54 af: Kristian Holgersen

En sag om armbind under VM har fået tysk supermarkedskæde til at sige stop. Herhjemme har store detailsponsorer også taget stilling.

Supermarkedskæden Rewe stopper øjeblikkeligt som sponsor for det tyske herrelandshold i fodbold.

Mandag opgav en række landshold - inklusiv det tyske - at bruge det meget omtalte OneLove-anførerbind efter pres fra det internationale fodboldforbund, FIFA. Den sag er baggrunden for Rewes beslutning.

- Vi står for mangfoldighed, og fodbold er også mangfoldighed. Vi lever efter den overbevisning, og vi forsvarer den overbevisning, siger den adm. direktør i Rewe Group, Lionel Souque, i en pressemeddelelse.

- FIFA's skandaløse holdning er fuldstændig uacceptabel for mig som administrerende direktør for en mangfoldig virksomhed og som fodboldfan, siger han.

Rewe Group har en årlig omsætning på 26,7 milliarder euro og 3.700 butikker på det tyske marked.

Danske sponsorer bliver

Ingen af sponsorerne for det danske landshold, som også valgte at bøje sig for FIFA's krav om ikke at bære armbindet, har tænkt sig at gøre Rewe kunsten efter. Det skriver TV2.

Blandt sponsorerne er Hummel og byggemarkedskæden Stark.

- Der ses jo netop i disse dage en livlig debat om eksempelvis menneske- og arbejdstagerrettigheder i Qatar, og det er positivt, siger Jens Velling, kommunikationschef i Stark, til TV2.

- Vi er enige med DBU og Amnesty International, der mener, at det er bedre at deltage og tage dialogen end at blive væk og stille sig uden for indflydelse, siger han.

LÆS OGSÅ: Succesfuldt tøjmærke får en af de helt store fisk på krogen




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her