Strid mellem Københavns Kommune og Intervare fortsætter

Fredag den 21 januar 2022 kl. 11:55 af: Redaktionen
Flertal i to udvalg vil ophæve kontrakten med ejeren af Nemlig.com, men et politisk mindretal kæmper stadig imod den løsning.
Striden mellem Københavns Kommune og ejeren af Nemlig.com - Intervare A/S - trækker efterhånden i langdrag.
Senest har et flertal i Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttet, at kontrakten mellem parterne skal rives midt over, så Intervare A/S ikke længere skal levere dagligvarer for kommunen.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Men en endelig afgørelse lader alligevel vente på sig. Et politisk mindretal har nemlig gjort brug af den såkaldte ’standsningsret’ og sender dermed sagen videre til en afgørelse i Borgerrepræsentationen. Den endelige beslutning ventes at blive taget den 3. februar 2022.
Intervare A/S bliver beskyldt for systematisk at underbetale sine chauffører og tilbyde ringe arbejdsforhold. Det har Intervare flere gange afvist.
- Vi synes, det er underligt, at vi skal underlægges denne enestående fortolkning af retspraksis, når ingen andre leverandører er blevet bedt om det samme, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Intervare.
Ifølge Intervare A/S har man brugt eksterne transportvirksomheder til udbringningen af dagligvarer i mange kommuner, også i Københavns Kommune.
I efteråret 2021 krævede CSR-enheden i Københavns Kommune, at Intervare indførte en ny model, og de krav har virksomheden efterlevet, fremgår det af en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Nemlig.com skrotter forbrugernes gamle pejlemærke
Forrige | Til oversigten | Næste |