Nyheder
Jobs


Smitten rammer tusindvis i branchen hver uge


Foto: detailfolk.dk
Fredag den 21 januar 2022 kl. 10:10 af: Kristian Holgersen

Ifølge tal fra SSI stiger smitten i handelsbranchen. Hos Coop forventer de ikke lukke butikker af den grund - det er for kompliceret.

Tidligere var det muligt at holde sygemeldingerne nede på et nogenlunde normalt niveau i detailhandlen, selvom de ansatte hver dag bevæger sig rundt mellem kunderne.

Den går bare ikke længere, fordi omikron-varianten har ændret pandemiens spilleregler. Flere steder er situationen lige nu yderst presset.

Ifølge opgørelser fra Statens Serum Institut (SSI) er antallet af smittede personer i handelsbranchen steget siden nytår.

Fra 10. januar til 16. januar er der registreret 15.251 positive prøver i handelsbranchen, hvilket giver en positivprocent på 14,1. I de to foregående uger var antallet 12.596 og 14.643.

I Sundhed og Socialvæsenet, som står for de største bidrag, lå antallet af positive på 20.083, fremgår det af opgørelsen fra SSI.

Kamp for vagtplanerne

For nylig beskrev topchefen for Salling Group, Per Bank, at butikkerne for alvor begyndte at blive udfordret af coronakrisen, fordi sygemeldinger og krav om isolation gjorde det svært at lægge vagtplaner.

- Corona er fortsat en kæmpe forhindring; faktisk er vi lige nu nok mere udfordret end på noget andet tidspunkt under pandemien, skrev Per Bank i en opslag på LinkedIn.

Hos konkurrenten Coop er de også mærket af situationen. Folk må løbe hurtigere, og butikkerne deles om de tilgængelige medarbejdere, lyder det fra Lars Aarup - analysechef i Coop - i et interview med BT.

- Det er ikke nogen rar situation, men vi forventer ikke, at vi kommer til at lukke butikker. Det er simpelthen for kompliceret og for dyrt. Men kunderne kan måske forvente at møde pressede og travle medarbejdere den kommende tid, siger han til avisen.

LÆS OGSÅ: Direktør siger fra efter fald i kundetrafik: - Fjern restriktioner 




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her