Nyheder
Jobs


Sjællandsk kæde overtager flere butikker fra travl indehaver



Fredag den 15 september 2023 kl. 11:55 af: Kristian Holgersen

Med opkøbet vokser en sjællandsk dyrekæde fra tre til seks fysiske butikker.

Den sjællandske forretning Brogaarden, som sælger foder og udstyr til dyr, overtager nu ejerskabet af Køge Korn.

Dermed vokser Brogaarden fra tre til seks butikker, fremgår det af en pressemeddelelse på LinkedIn.

- Vi har ikke som sådan haft en strategi om at skulle åbne flere butikker end de vi har haft i mange år i Nordsjælland, siger Brogaardens direktør Kasper Bille.

- Men vi har været åbne for at overtage eksisterende veldrevne butikker vi i forvejen har samhandel med, siger han.

Lars Trap, som har drevet Køge Korn siden 2017, tog det første initiativ. Det var nemlig blevet hårdt at drive butikkerne alene, fortæller han.

- Så efter 6 år med 7 ugentlige arbejdsdage, ser jeg frem til at kunne bruge mere tid med familien og vores heste, siger Lars Trap. Han fortsætter med at have sin gang i butikkerne til daglig.

- Det har været helt afgørende i mine overvejelser, at en ny ejer skulle have den nødvendige erfaring til at drive og udvikle butikkerne i den rigtige retning og ånd, og det er jeg sikker på at Brogaarden er de rigtige til at gøre, siger Lars Trap.

Brogaarden havde på forhånd butikker i Hørsholm, Lynge og Slagelse, og efter opkøbet er virksomheden nu også til stede i Køge, Næstved og Kalundborg.

- De kommende måneder forestår nu et større arbejde med at skabe en fælles identitet på tværs af de seks butikker, med det mål, at skabe en mere helstøbt oplevelse for kunderne, fremgår det af pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Overtager det meste af konkursramt konkurrent




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her