Nyheder
Jobs


Presset kæde finder vej til solidt plus på bundlinjen


Foto: detailfolk.dk
Onsdag den 3 august 2022 kl. 11:50 af: Kristian Holgersen

Efter en længere periode med underskud i regnskaberne har en familieejet skokæde fået stablet et større overskud på benene.

Skokæden Paw Sko er lykkedes med at sætte en stopper for de milliontab, som har præget regnskaberne gennem en årrække.

Faktisk springer bundlinjen fra minus 10 millioner kroner til et plus på hele 14,7 millioner efter skat. Det viser tallene for regnskabsåret 2021/22.

Under coronakrisen blev Paw Sko ramt hårdt af restriktionerne, som også førte til væsentlige likviditetsbindinger i varelagrene. En række tiltag har dog rettet gevaldigt op på den svære økonomiske situation.

- På baggrund heraf besluttede ledelsen primo 2021 at sælge en af selskabets ejendomme og afvikle 2 butikker for at nedbringe de midlertidige etablerede banklån, skriver ledelsen i årsrapporten.

- En vellykket afvikling af to butikker, salg af en af virksomhedens ejendomme samt en generel men planlagt reduktion af lagrene i alle butikker har haft en betydelig positiv effekt på såvel resultat og likviditet i 2021/22, skriver ledelsen.

Trods de svære betingelser på markederne, som skyldes uro i Eurpa og den høje inflation, forventer Paw Sko et positivt driftsresultat i det næste årsregnskab.

Paw Sko har rødder tilbage til 1974, hvor Povl Wentzel lagde ud med de første fire butikker. I dag ejer sønnen, Jan Høgsberg Wentzel, skokæden og de i alt 13 butikker.


PAW SKO

Bruttofortjeneste
2021/22: 50,7 mio. kr
2020/21: 25,9
2019/20: 31,2

Årets resultat
2021/22: 14,8 mio. kr.
2020/21: -9,9
2019/20: -14,5

Kilde: Paw Sko ApS, Årsrapport 2021/22


LÆS OGSÅ: Skomærke overvinder krise: Går fra afvikling til udvikling




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her