Landsdækkende kæde samler medarbejderne i en app

Tirsdag den 19 september 2023 kl. 11:42 af: Kristian Holgersen
Alle medarbejderne i Bygma bliver forbundet gennem en app. Det skal styrke arbejdsglæden.
En gammeldags opslagstavle skal man ikke kimse ad, men der skal mere til for at sikre en god kontakt mellem medarbejderne i en stor virksomhed som byggemarkedskæden Bygma.
Derfor lancerer Bygma nu en app, som forbinder alle 1800 medarbejderne på tværs af hele virksomheden.
- Igennem de sidste år har vi oplevet vækst med nye butikker og nye medarbejdere, hvilket er positivt, men kan gå ud over den interne kommunikation og vidensdeling, siger Anette Sondrup, HR-direktør i Bygma.
- Samtidig har vi et ønske om hele tiden at være der, hvor medarbejderne er, og de er på de digitale platforme. Derfor har vi lanceret appen, så vi kan sikre, at alle vores medarbejdergrupper fra lager, butik, kontor og lastbil føler sig godt informerede om, hvad der sker i virksomheden, i deres og andre butikker samt blandt deres kolleger, siger Anette Sondrup.
Med appen kan medarbejderne nemmere udveksle erfaringer med hinanden, selvom de ikke arbejder samme sted, mens ledelsen får en direkte kommunikationsvej til at fortælle om diverse beslutninger.
- Det håber vi, vil medføre, at arbejdsglæden og det tætte kollegaskab når nye højder, siger Anette Sondrup.
Bygma har 62 butikker.
LÆS OGSÅ: Byggemarkedskæde kalder stor bøde for urimelig
Forrige | Til oversigten | Næste |