Nyheder
Jobs


Møbelkæde stikker til gigantisk konkurrent i ny kampagne



Mandag den 18 september 2023 kl. 10:10 af: Kristian Holgersen

Ilva satser på det svenske marked, men mange forbrugere kender ikke den danske møbelkæde. Det skal en ny kampagne ændre på.

I øjeblikket forsøger Ilva at slå igennem på det svenske marked.

Møbelkæden åbner snart den femte butik i nabolandet, men kendskabsgraden er stadig begrænset.

Derfor sætter Ilva gang i en større kampagne, som stikker lidt til den store konkurrent Ikea - uden dog at nævne den blågule gigant ved navn.

- Vi har rigtig meget at byde på, og det vil vi gerne gøre de svenske forbrugere opmærksomme på, siger adm. direktør i Ilva, Martin Hallund.

I en reklamefilm, som er en del af kampagnen, spekulerer en kvinde på, om hun stadig ville have været sammen med sin ekskæreste, hvis de ikke havde forsøgt at samle en bogreol sammen. Det leder frem til sloganet Ilva. Her er ingen instruksionsmanualer. Bare dansk design.

- Vores naboer i Sverige har allerede en dyb kærlighed til dansk design. Med Ilvas indtog i landet ønsker vi at tilbyde dem det bedste af dansk boligindretning og en shoppingoplevelse, der kombinerer design, kvalitet og værdi for pengene, siger Martin Hallund.

Ilva arbejder på at fortsætte butiksåbningerne i Sverige. Møbelkæden leder især efter lokaler i områder som Kungsbacka, Uddevalla, Borås, Växjö, Jönköping, Linköping og Norrköping.

I Danmark har Ilva 41 butikker.

LÆS OGSÅ: Stor møbelkæde holder fast: - Vi står bedre rustet end nogensinde




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her