Nyheder
Jobs


Dagligvarebutik skal varme private boliger op


Foto: Colourbox
Fredag den 22 september 2023 kl. 11:58 af: Redaktionen

En dagligvarebutik skaber overskudsvarme, og det behøver ikke gå til spilde, viser en ordning i Tjørring.

Dagligvarebutikken ABC Lavpris i Tjørring kommer til at fyre mindre for gråspurvene.

En ordning med energikoncernen Verdo sikrer nemlig, at butikken sender overskudsvarme fra køleanlæggene ud til de omkringliggende boliger i området gennem fjernvarmeledningerne.

- Vores system er blevet rettet til, og vi har fået et rigtig godt setup, siger den adm. direktør for ABC Lavpris, Ejvind Okholm, i en pressemeddelse fra Verdo.

- Det betyder, at projektet med at udnytte overskudsvarme nu giver mening med henblik på både CO2-regnskabet og økonomien. Derfor er vi i ABC Lavpris glade for, at vi kan være med til at bidrage til den grønne omstilling på en fornuftig måde, siger Ejvind Okholm.

Ved hjælp af de eksisterende varmeledninger kan ABC Lavpris pumpe varmen tilbage gennem de stik, der allerede sender varme fra Verdo ind til butikken. Det betyder, at der ikke skal anlægges nye rør.

ABC Lavpris har 15 butikker - 14 i Jylland og en enkelt på Fyn.

LÆS OGSÅ: Coop sætter gang i udrulning af ny dagligvarekæde




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her