Nyheder
Jobs


Dagli'Brugsen bruger influencer som spydspids i nyt fremstød



Fredag den 20 maj 2022 kl. 11:11 af: Kristian Holgersen

Kunderne må ikke være i tvivl om, hvad Dagli’Brugsen kan. Derfor har kæden fornyet markedsføringen og fået en influencer med ombord.

For at nå bedre ud til kunderne i de mindre lokalsamfund har Dagli’Brugsen netop lanceret et nyt kommunikationsunivers.

Overskriften på kædens kommercielle fremstød er Langt fra byen, tæt på hinanden, skriver Coop i en pressemeddelelse.

- Det skal tydeliggøre vores strategi, der handler om, at vi vil være med gøre de steder, hvor vi har butikker, til et godt sted at bo. Med vores kommunikation vil vi gøre det tydeligere for kunderne, hvad de kan forvente af os, siger kædedirektøren i Dagli’Brugsen, Maria Beck-Tange.

- Samtidig handler det også om at understrege det unikke i vores butikker for de kunder, som allerede bruger Dagli’Brugsen som en naturlig del af deres lokale fællesskab, siger kædedirektøren.

I den forbindelse har Dagli’Brugsen indgået en aftale med influenceren Isabella Alberte Hedeager. Hun har fået en del opmærksomhed for at bo og rejse sammen med sin 97-årige morfar, der går under navnet Moffe.

Som en del af kampagnen rejser makkerparret rundt til små lokalsamfund, hvor Dagli’Brugsen spiller en central rolle i hverdagen. Hele molevitten bliver filmet og udgivet som en programrække på de sociale medier.

Dagli’Brugsen benytter sig også af reklamer på mindre radiostationer, som bliver indtalt på de lokale dialekter.

- Dialekter er en fantastisk del af vores samfund og i høj grad noget, der er med til at definere lokale fællesskaber, som vi skal være stolte af. Derfor tager vi fat i dialekterne i Danmark, siger Maria Beck-Tange.

I alt har Dagli’Brugsen butikker i 300 lokalsamfund over hele landet.

LÆS OGSÅ: Coop gør tidligere slagtermester til salgsdirektør i Dagli’Brugsen




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her