Nyheder
Jobs


Detailkrise i USA: Tusinder af butikker lukker


Foto: detailfolk.dk
Onsdag den 22 marts 2017 kl. 09:24 - Kilde: Business Insider

I de kommende måneder vil det amerikanske marked gennemgå en decideret detail-apokalypse, skriver medie.

Detailbranchen i USA ser ud til at få et sort forår. En massiv bølge af butikslukninger vil nemlig i de næste måneder ramme USA. Det skriver Business Insider.

I alt ser mere end 3.500 butikker ud til at måtte lukke - især går det ud over mange afdelinger af de store varehuskæder. Sears og K-Mart har således planer om at lukke 150 varehuse, mens JCPenney lukker 138 - svarende til 14 procent af kædens samlede antal. Elektronikgiganten Radioshack vil lukke 552 butikker.

De mange lukninger - som eksperter kalder en detailapokalypse - kommer ikke som en overraskelse. Gennem flere år har besøgstallene i amerikanske centre og varehuse været faldende. Samtidig er der stærk konkurrence fra nethandel, melder Business Insider. 

Digital succes og udfordrede varehuse

I januar offentliggjorde varehuskæden Macy’s en spareplan som indebar lukningen af 68 varehuse og et tab af 4.500 arbejdspladser. Det skete efter et fald i julesalget på 2,1 procent, som Detailfolk tidligere har berettet om.

- Salget på vores digitale platforme er vi tilfredse med. Det gælder både macys.com og bloomingdales.com, hvor vi har oplevet god fremgang. Men handlen i vores fysiske varehuse bliver til stadighed udfordret af den skiftende forbrugeradfærd, sagde den administrerende direktør i Macy's, Terry J. Lundgren, i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Historisk varehuskæde massefyrer og lukker butikker


Link til artikel på Business Insider

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her