Nyheder
Jobs


Afgående topchef siger go’daw til rekordomsætning



Tirsdag den 14 september 2021 kl. 10:42 af: Kristian Holgersen

Selv ikke lukkede butikker på stribe kunne forhindre boligkæden Jysk i at sætte historisk fart på omsætningen. Topchefen er tilfreds.

Egentlig virker det ulogisk, at boligkæden Jysk kan sætte omsætningsrekord i et regnskabsår, hvor næsten alle butikkerne har været ramt af midlertidige lukninger.

Men normaliteten er på mange måder skudt til hjørne af coronakrisen.

Fra september 2020 og et år frem nåede Jysk en samlet omsætningen på 32,6 milliarder kroner. Så højt har niveauet aldrig været før i den store boligkæde, som tæller mere end 3.000 fysiske butikker fordelt på 50 lande.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har været i stand til at øge omsætningen med syv procent, på trods af at vores butikker har været lukket i kortere eller længere perioder på næsten alle markeder, siger Jan Bøgh. Han er adm. direktør og præsident i Jysk et stykke tid endnu.

- Det ser jeg både som et resultat af, at kunderne i Europa generelt har fokuseret mere på boligen, og som et resultat af, at mine kolleger rundt i landene har været hurtige til at omstille sig til en ny situation og fokusere mere på onlinesalg og Click & Collect, siger Jan Bøgh.

En strøm af kunder

Antallet af kunder vokser også i Jysk. Gennem det netop overståede regnskabsår lyder stigningen på 230.000 styk.

- Det er vi meget tilfredse med, fordi det er opnået trods lange nedlukninger i mange lande. Den har betydet, at antallet af kunder er faldet i nogle lande, og det gør mig ekstra stolt over, at vi har formået at kompensere og øge antallet af kunder så markant i andre lande, siger Jan Bøgh.

Samtidig peger topchefen på vækst i salget online, som er gået frem med 43 procent. Dertil kommer Click & Collect.

- Fordi kunderne betaler i butikken, tæller det regnskabsmæssigt ikke som onlinesalg i Jysk, men det ligger helt fast, at samspillet mellem vores webshops og fysiske butikker har været helt afgørende for, at vi har været i stand til at løfte omsætningen i det seneste regnskabsår, siger Jan Bøgh.

LÆS OGSÅ: Jysk slår sin egen rekord for flest butiksåbninger




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her