Nyheder
Jobs


Topchefen for B&O er færdig


Foto: detailfolk.dk
Tirsdag den 8 oktober 2019 kl. 09:14 af: Kristian Holgersen

Efter en hård periode siger topchefen for B&O tak for denne gang. En svensk afløser står allerede klar til at tage over.

For godt tre år siden startede Henrik Clausen som topchef for Bang & Olufsen. Men nu er det slut, skriver virksomheden i en meddelelse til fondsbørsen.

Han bliver med det samme afløst af svenske Kristian Teär, der kommer fra en ledende stilling i det schweiziske selskab Logitech.

- Kristian har den rigtige profil til at tage Bang & Olufsen videre fra, hvor vi er i dag. Han har erfaring fra ledende internationale forbrugerelektronikfirmaer, han har solid operationel baggrund, og så er han en stærk og inspirerende leder, siger bestyrelsesformand Ole Andersen.

- Jeg takker samtidig Henrik Clausen for hans indsats for Bang & Olufsen, fortsætter han.

Skiftet sker i kølvandet på en svær periode for Bang & Olufsen. I årsregnskabet for 2018 var der ellers lovende takter med vækst på både top- og bundlinje. Men så vendte udviklingen igen.

Det seneste kvartalsregnskab viser en markant nedgang i omsætningen, og tilbage i august valgte Henrik Clausen at takke nej til en bonus efter et 2019 præget af flere nedjusteringer og et utilfredsstillende resultat.

Ifølge Børsen er det Henrik Clausen selv, der har ønsket at forlade posten som administrerende direktør.

LÆS OGSÅ: Omsætningen er i frit fald hos B&O




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her