Nyheder
Jobs


Tivoli åbner ny butik med egne varer



Tirsdag den 13 marts 2018 kl. 10:39 af: Lise Møller Schilder

En butik, som kun indeholder særligt producerede Tivoli-varer, åbner i slutningen af marts. Butikken hedder Little Tivoli.

Den 24. marts åbner Tivoli dørene til en ny butik i Tivoli, der primært sælger egenproducerede varer. Det særlige ved varerne er desuden, at de kun kan købes i butikken. Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

- Manden bag den populære forlystelse Den flyvende Kuffert, Richardt Branderup, har designet tre unikke træfigurer fra H.C. Andersens eventyr. Tivolis designer Thomas Winkler har skabt særlige Tivoli-kopper, tedåser, tørklæder og meget mere sammen med Tivolis udviklingsafdeling. Produkterne kan kun købes i Little Tivoli, skriver Tivoli i pressemeddelelsen.

Indgår i større samarbejde

Til efteråret vil man også kunne købe Normann Copenhagens Tivoli-kollektion.

Disse produkter vil dog også kunne købes andre steder. Kollektionen vil blive solgt gennem Normann Copenhagens globale forhandlernetværk og onlineshops og også være på hylderne i Little Tivoli.

En sjov butik

Tivoli har oven i dette gjort en del ud af, at butikken fremstår så indbydende og underholdende som muligt.

- Gæsterne kan forvente noget særligt som kunder i Little Tivoli. Selve butikskonceptet er nemlig også tivolificeret. Der er et lille tog, der kører rundt, træfigurer, der drejer rundt, ja, selv sofaen drejer rundt, siger butikschef for Little Tivoli, Tina Seest, i pressemeddelelsen.

 LÆS OGSÅ: Nu er Tivolis store satsning klar til åbning




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her