Nyheder
Jobs


Takeaway-kæde træder ind i sortimentet hos Nemlig



Fredag den 8 november 2019 kl. 11:41 af: Kristian Holgersen

Mens salget i deres egen netbutik stiger, så vælger takeaway-kæde at indgå et partnerskab med Nemlig. Naturligt, mener direktør.

Kæden Homatemate, hvor man kan købe nemme måltidsløsninger, får nu en fod indenfor hos  Nemlig.com.

Fremover kommer en række af Homemates måltider til at være en del af sortimentet hos netsupermarkedet. Det sikrer en aftale mellem de to parter.

- Vi kan se, at onlinehandlen bliver større og større i vores egen butik, og flere kunder kommer og henter mad, som de har bestilt på nettet, siger Niels Andreæ i en pressemeddelelse. Han er administrerende direktør i Homemate.

- Det er derfor ret naturligt, at vi laver et partnerskab med Nemlig.com, fordi det giver vores kunder endnu flere muligheder for at spise forskelligt sammen og få maden leveret lige til døren, fortsætter han.

Homemate har været på markedet siden 2015 og har i øjeblikket fem butikker i københavnsområdet, der sælger færdige måltider, der bare skal en tur i ovnen.

Efterspørger nemme løsninger

Hos Nemlig.com glæder man sig også over det nye partnerskab med Homemate.

- Vi kan se, at vores kunder i stigende grad efterspørger de nemme løsninger i hverdagen, men de ønsker ikke at gå på kompromis med kvaliteten, siger Mikkel Pilemand, der er kommerciel direktør.

- Homemate er derfor en oplagt partner til Nemlig.com, hvor vi kan kombinere lækre hverdagsretter med vores fleksible levering direkte til vores kunders hoveddør, fortsætter han.

Gennem partnerskabet bliver Homemate en del af netsupermarkedets specialbutikker, der i dag inkluderer brands som A.C. Perch’s Thehandel, Slagter Lund og Lagkagehuset.

LÆS OGSÅ: Blogger kendt fra tv indleder samarbejde med Nemlig




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her