Nyheder
Jobs


Svensk lavpriskæde vil åbne 50 store butikker i Danmark



Torsdag den 8 april 2021 kl. 11:08 - Kilde: Ekstra Bladet

En storstilet satsning i Danmark bliver det første udenlandseventyr for svensk lavpriskæde. Målet er 50 butikker inden for bare tre år.

Svenske Dollarstore, som har over 110 butikker i hjemlandet, står lige nu på spring for at indtage det danske marked. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge lavpriskædens danske direktør - Thomas Jellum - er det målet at åbne omkring 50 butikker inden for bare to-tre år.

- Dollarstore er ikke et koncept, der findes i Danmark, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Vi minder nok lidt om en blanding af Tiger of Copenhagen og Harald Nyborg - bare større. Vi åbner ikke butikker på under 4000 kvadratmeter og kommer aldrig til at åbne i et storcenter. Beliggenhedsmæssigt kan man sammenligne os med Ikea eller T.Hansen. Det skal være et sted, man kan køre til, siger Thomas Jellum.

Markant dansk islæt

Toppen i Dollarstore har været præget af danske profiler gennem flere år - og de har alle en fortid i Netto.

I januar blev Thomas Jellum præsenteret som ny adm. direktør i Dollarstore. Tidligere i karrieren har han blandt andet været landechef for Netto, HR-chef i Coop og stået i spidsen for møbelkæden Biva.

Forgængeren på posten - Bent Holm - var også dansk. Med ham ved roret gik Dollarstore fra omkring 60 til 110 butikker, og samtidig oplevede han at blive kåret som den mest magtfulde profil i svensk detailhandel af erhvervsmediet Market.se.

Ligesom Thomas Jellum har Bent Holm slået sine folder i Netto, hvor han gennem en periode på 27 år blandt andet nåede at være CFO, COO og endelig adm. direktør for den svenske del af kæden.

Den seneste Netto-profil, som har fået et topjob i Dollarstore, er Brian Seeman Broe. Han stoppede som dansk landedirektør i 2019 og fik efterfølgende en stilling som driftsdirektør i den svenske lavpriskæde.

I Danmark findes en butik samme navn, men uden at have tilknytning til den svenske kæde. Derfor skal Dollarstore finde et nyt navn til det danske marked.

LÆS OGSÅ: Dansker bliver topchef for stor lavpriskæde i Sverige


Link til artikel på Ekstra Bladet

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her