Nyheder
Jobs


Stor kæde åbner centerbutikkerne igen



Onsdag den 25 marts 2020 kl. 09:26 af: Kristian Holgersen

En landsdækkende kæde uden fødevarer eller personlig pleje i sortimentet har nu fået grønt lys til at genåbne alle sine centerbutikker.

Der kommer en anelse mere liv i landets shoppingcentre, hvor langt de fleste butikker har været lukket ned i en uges tid på grund af coronakrisen.

De danske myndigheder har nemlig givet den landsdækkende kæde af e-cigaretbutikker - Smoke-It - lov til at åbne sine centerbutikker op igen.

Tilladelsen er givet, så de såkaldte dampere - altså brugere af e-cigaretter - ikke begynder at ryge normale smøger, fordi det er svært at finde et alternativ. Det skriver Smoke-It i en pressemeddelelse.

Men den administrerende direktør - Jens Nygaard Andersen - har alligevel en lille bøn til kunderne.

- Vores webshop er åben. Så medmindre det er strengt nødvendigt at møde op i vores fysiske butikker, anbefaler vi selvfølgelig vores kunder, at de handler hjemmefra, siger han i en pressemeddelelse.

Har store planer

Lige nu er Smoke-It oppe på at have 28 butikker - 15 af dem er placeret i storcentre rundt omkring i landet.

På længere sigt er målet at ramme 100 butikker, lød den ambitiøse målsætning fra Jens Nygaard Andersen tilbage i februar sidste år.

- Lige nu kører jeg faktisk rundt på Sjælland for at finde nye lokaler, sagde han til Galten Folkeblad.

- Det er nok lidt en udfordring, men vi håber på at kunne åbne en butik om måneden. Den største udfordring er at finde tilstrækkeligt med håndværkere, fortsætter Jens Andersen.

Smoke-It startede som en enmandsvirksomhed i 2011 og åbnede sin første butik året efter. I det seneste årsregnskab for Smoke-it ApS, som er for 2018, står der 4,8 millioner kroner på bundlinjen, hvilket er en lille million mere end året før.

LÆS OGSÅ: Skokæde åbner 21 butikker med nyt navn og koncept




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her