Nyheder
Jobs


Skokæde byder fuld ejer velkommen med nyt milliontab



Onsdag den 5 december 2018 kl. 09:28 af: Kristian Holgersen

Flere år med en “gennemgribende turn-around” forhindrer ikke røde tal hos skokæde, hvor Holch Povlsen nu har fuldt ejerskab.

Bianco Footwear - som har butikker i Norden og i Tyskland - har længe forsøgt at sætte en prop i regnskaberne. Men millionerne fortsætter med at fosse ud.

Gennem de seneste otte regnskaber har Bianco Footwear A/S tabt små 200 mio. kroner, og 25 af dem stammer fra selskabets helt friske nøgletal for 2017/18.

Allerede for to år siden kunne ledelsen meddele, at en “gennemgribende turn-around” havde været undervejs i en årrække. Den historie fortsætter.

- Selskabet er midt i en gennemgribende turn-around, bliver der endnu en gang skrevet i ledelsesberetningen.

- Det er sket en intensiveret fokusering på styrkelse af detailaktiviteten og kollektionsudviklingen. Selskabet øger ligeledes fokus på wholesale, hvilket forventes at vise en positiv udvikling i 2018/19, skriver ledelsen.

For nylig forlod René Piper Laursen både bestyrelsen og ejerkredsen i Bianco, som han selv stiftede for 31 år siden. I stedet overtog Anders Holch Povlsen fra Bestseller det fulde ejerskab. Han sad i forvejen på 75 procent.

LÆS OGSÅ: Kæmpe skokæde er stadig sulten efter 15 år i Danmark




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her