Nyheder
Jobs


Shoppingcentre melder om rekordmange besøgende i fredags



Tirsdag den 3 december 2019 kl. 09:15 af: Kristian Holgersen

Ingen tegn på afmatning her. Sådan lyder status fra selskabet bag 17 shoppingcentre efter årets Black Friday.

På en blæsende og råkold Black Friday søgte rekordmange kunder mod et af de 17 shoppingcentre, som DEAS driver på vegne af Danske Shoppingcentre.

Antallet af besøgende steg med 3 procent i forhold til sidste år, og det forventes, at Black Friday igen ender på en klar førsteplads over de største besøgsdage, når der snart skal gøres status over hele 2019.

Helt konkret blev der registreret 490.000 kunder i shoppingcentrene. For to år siden lå niveauet på 450.000, mens der i 2018 var omkring 470.000.

- Black Friday er en særdeles vigtig omsætningsdag i detailhandlen, som vi har stort fokus på at planlægge og klargøre, siger Finn Sture Madsen i en pressemeddelelse. Han er afdelingsdirektør i DEAS.

- Vi oplever, at rigtig mange handlende foretrækker shoppingcentrene, der med deres store antal af butikker giver kunderne optimale forudsætninger for at få alle de gode tilbud samlet på et sted, fortsætter han.

Væksten ligger jævnt over alle 17 shoppingcentre i porteføljen, som blandt andet tæller Lyngby Storcenter, Kolding Storcenter og City 2.

Den netop overståede Black Friday var rødglødende på nettet, tyder flere opgørelser på. Fra de fysiske butikker har det - indtil videre - været småt med reaktioner fra de store spillere.

LÆS OGSÅ: Shoppingcentre og varehuse: Se danskernes favoritter




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her