Nyheder
Jobs


Shoppingcenter og kunstmuseum i utraditionelt samarbejde


Foto: Pressefoto
Onsdag den 11 oktober 2017 kl. 09:42 af: Dennis Clausager

Videoklip, musik og unge mennesker er omdrejningspunktet, i et helt nyt samarbejde mellem Arken og Danmarks ældste storcenter, der viser en særudstilling i centret.

Rødovre Centrum har det seneste år markeret sig ved at vinde flere priser for deres marktingsindsatser, blandt andet reklamefilmen ”A fashion fairy tale”.

Nu går shoppingcentret igen nye veje ved at samarbejde med et af landets største museer for moderne kunst, Arken ved Ishøj nær København. Det skriver Rødovre Centrum i en pressemeddelelse.

Popmusik og billedkunst

En flok unge fra Ishøj Ungdomsskole har været med som sparringspartnere til udstillingen MY MUSIC, der både vises som pop-up udstilling i Rødovre Centrum og som anderledes musikudstilling på Arken.

Begge udstillinger belyser krydsfeltet mellem popmusik og billedkunst, og de unge har bidraget med input til udstillingens indhold og formidling og fortæller i små videoer om deres indtryk af udvalgte videoer.

Omdrejningspunktet er en audiovisuel kultur i eksplosiv udvikling, hvor billeder og beats flyder sammen i et pulserende pop-univers. Kendte musikvideoer, blandt andet med Lady Gaga trækker på kunstens koder – og bliver kunst i sig selv. På udstillingen i Rødovre Centrum kan gæsterne desuden opleve masser af spændende lyd- og lysinstallationer.

De unge mennesker fra Ishøj Ungdomsskole medvirker endvidere som modeller i Rødovre Centrums katalog.

Pop-up udstillingen kan opleves i Rødovre Centrum, og MY MUSIC-udstillingen kan opleves på Arken i Ishøj fra 7. oktober 2017 til den 25. marts 2018.

LÆS OGSÅ: Dansk storcenter vinder to priser for lille film




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her