Nyheder
Jobs


Sådan skal butiksansatte tackle kunder uden corona-etikette


Foto: detailfolk.dk
Tirsdag den 23 februar 2021 kl. 06:00 af: Kristian Holgersen

 

Når kunderne ikke viser hensyn i butikkerne, så står de ansatte i en svær situation. En kampagne fra HK Handel skal hjælpe.

I de butikker, som stadig kan tage imod kunder, skal kunderne huske at bruge mundbind, spritte hænder, holde afstand og handle ind uden selskab.

En ny kampagne fra HK Handel skal klæde de butiksansatte på til at håndtere de kunder, som glemmer at tage hensyn, eller helt bevidst vælger at se bort fra retningslinjerne.

- Som butiksansat er man vant til at servicere kunderne, ikke gå i rette med dem. Men det kan være nødvendigt at påtale over for en kunde, at han eller hun skal huske at overholde coronarestriktionerne, siger Per Tønnesen. Han er formand for HK Handel.

- Det skal de butiksansatte gøre på en god måde, som ikke optrapper en konflikt. Derfor er vi nu med til at lancere en kampagne rettet mod de butiksansatte, så de får de fornødne dialogredskaber, siger han.

Ansatte skal ikke være coronapoliti

Kampagnen består af film og undervisningsmateriale, der har branchefællesskabet BFA og en række arbejdsgivere og arbejdstagere - heriblandt HK Handel - som afsender.

- Det skal selvfølgelig føles trygt for at butiksansatte at gå på arbejde, og det vil vi sætte fokus på med den fælles indsats, siger Per Tønnesen.

- Det er vigtigt, at arbejdsgiverne inddrager de butiksansatte og lokale arbejdsmiljørepræsentanter i arbejdet med, hvordan konflikter med kunder skal håndteres, da det er dem, der ofte har den indledende kontakt med kunderne, siger han.

Formanden understreger, at de ansatte ikke skal agere coronapoliti. Hvis der er kunder, som trods gentagne opfordringer nægter at overholde retningslinjerne, skal butiksledelsen – og i sidste ende politiet – involveres.

Gode råd til butikspersonale 

Kilde: HK Handel

LÆS OGSÅ: HK Handel frygter masse-arbejdsløshed




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her