Nyheder
Jobs


Salling Group vil arbejde for en fælles klimamærkning


Foto: detailfolk.dk
Fredag den 8 november 2019 kl. 06:00 af: Krisian Holgersen

Topchefen for Salling Group lufter for første gang ambitioner om at indføre en klimamærkning af dagligvarer. Alle skal med.

Idéen om en fælles klimamærkning af dagligvarer er blevet kaldt næsten umulig at føre ud i livet. Men nu er Salling Group klar til at give det et skud.

Koncernen vil arbejde aktivt for en løsning, men det kræver en fælles indsats fra detailhandel, eksperter, forbrugere, lovgivere og forskere, lyder det i en pressemeddelelse.

- Vi er klar til at arbejde aktivt for en ordentlig, reel og ambitiøs klimamærkning i Danmark baseret på forskning og fælles standarder for klima-aftryk, siger Per Bank. Han er administrerende direktør i Salling Group.

- Den ambition lancerer vi nu og inviterer alle til at deltage, hvilket er essentielt, hvis vi skal lykkes.

Kategorier skal rangordnes

Helt konkret peger Salling Group på en mærkningsordning, hvor forskellige varekategorier rangordnes efter deres klimapåvirkning.

Salling Group vil investere i arbejdet for at finde de bedste metoder og er klar til at bidrage med midler til forskning, så de rigtige løsninger findes, fremgår det af pressemeddelelsen.

- En mærkning skal gøre det enklere for forbrugere at handle klimavenligt og på et oplyst grundlag træffe valg, der er rigtige for dem, siger Per Bank og fortsætter:

- Mange danskere har et ønske om at handle klimavenligt, men finder det svært at gennemskue, hvordan vi træffer klimavenlige valg. En klimamærkning vil kunne hjælpe alle med at navigere og aktivt bidrage, når vi gør vores indkøb.

En svær opgave

Indtil nu er idéen om en fælles klimamærkning ellers blevet mødt med forbehold fra flere sider. Tidligere har Coop eksempelvis kaldt det for en nærmest umulig opgave, hvis man skal vurdere hver enkelt vare.

- Tag tomater. Hvis høsten er dårlig i Spanien, så bliver klimaaftrykket større, har Thomas Roland, CSR-chef hos Coop, sagt til BT sidste år.

- Hvis de er dyrket i et opvarmet drivhus på Fyn om vinteren, så er de måske ti gange dårligere end en spansk tomat. Er de lavet i et koldt drivhus om sommeren, hvor solens varme er nok, er de faktisk o.k., fortsatte han.

Økologisk Landsforening var heller ikke positive sidste år.

- Jeg synes ikke, at det er en særlig god ide. Det vil kræve et kæmpe arbejde med nogle meget komplekse beregninger og så mange faktorer, at det vil skabe mere vildledning end vejledning, har formand Per Kølster udtalt på foreningens hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Føtex halverer madspild på fem år




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her