Nyheder
Jobs


Presset kæde modtager pris som årets butik


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 15 oktober 2020 kl. 09:37 af: Kristian Holgersen

Kendte butikker på stribe bliver belønnet med priser af PriceRunner. En sportskæde med økonomiske udfordringer vinder hovedkategorien.

Den online prissammenligner, PriceRunner, har for andet år i træk delt en hel række priser ud ved Årets e-handler.

I år endte den store vinder med at blive Sportmaster, der ikke kun blev kåret som Årets e-handler i kategorien for sport, men også kunne hjemtage hovedprisen som Årets butik foran store navne som Coop og Matas.

Det skriver PriceRunner i en pressemeddelelse.

- Sportmaster gør et fantastisk flot og dygtigt arbejde med at sælge sportstøj og udstyr online kombineret med deres store net af fysiske butikker. Butikken er en fortjent vinder, siger Martin Andersen. Han er direktør for PriceRunner.

Den landsdækkende sportskæde står ellers midt i en udfordrende periode. I september blev årsregnskabet for 2019 lagt frem, og her lød det samlede tab på næsten en halv milliard kroner.

I den forbindelse kritiserede topchefen, Andreas Holm, de tidligere ejere, som han i Berlingske beskyldte for at have sat det gode købmandsskab i baggrunden til fordel for salgsprocessen.

Se de øvrige vindere

Udover hovedprisen består Årets e-handler af 18 forskellige branchekategorier. Blandt vinderne er store navne som Coop, Matas og BabySam.

- Vi siger samtidigt tillykke til alle de andre vindere i PriceRunners årlige konkurrence om hvilke butikker, der er bedst, siger Martin Andersen og fortsætter:

- Det er vigtigt for os at anerkende den store indsats butikkerne hver dag lægger i for at give kunderne den bedste service og oplevelse, når de handler online. De gør det enormt godt og det har været et tæt felt i år.

Bolig og indretning: Lampeguru.dk
Have: Coop.dk
Renovering og byggeri: Davidsenshop.dk
Skønhed: Matas.dk
Helse: Apopro.dk
Legetøj: Bilka.dk
Tøj og tilbehør: Stylepit.dk
Spillekonsoller og spil: Coolshop.dk
Sport: Sportsmaster.dk
Fritid: Eventyrsport.dk
Hvidevarer: Whiteaway.dk
Computer og software: Computersalg.dk
Badeværelse: Homeshop.dk
Børn og Familie: Babysam.dk
Lyd og billede: Elgiganten.dk
Telefoner: Power.dk
Køkken: Grydeguru.dk

PriceRunner er den største uafhængige pris og produkt sammenligningstjeneste i Danmark med mere 1,7 millioner produkter

LÆS OGSÅ: To kæder blev de store vindere ved uddelingen af fødevarepriserne




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her