Nyheder
Jobs


Politisk aftale fjerner hæmsko for detailhandlen


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 10 juni 2021 kl. 11:59 af: Kristian Holgersen

Fra på mandag vender lidt mere af den kendte hverdag tilbage i butikkerne, når kravet om at bære mundbind forsvinder.

Et af de mest iøjnefaldende tegn på, at vi befinder os i en pandemi, har været brugen af mundbind.

Men nu har et bredt politisk flertal besluttet at slække på en række corona-restriktioner og endda helt udfase kravet om mundbind i næsten alle sammenhænge fra mandag den 14. juni.

Dermed kommer detailhandlen og restaurationsbranchen til at ligne sig selv igen, mens stående passagerer i den kollektive trafik som de eneste må ulejlige sig med at bruge værnemidler i et stykke tid endnu.

Som en del af aftalen kommer butikkerne også til at kunne sælge spiritus og alkohol frem til klokken 24 - lige nu er grænsen klokken 22.

I Dansk Erhverv og Dansk Industri tager man godt imod aftalen. De hårde restriktioner har været en hæmsko for butikkerne og mange andre hjørner af erhvervslivet.

- Selvom vi uden tvivl har det værste bag os, så er der stadigvæk et stykke vej endnu, når så mange virksomheder bliver berørt af restriktioner, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

- Det er særligt forsamlingsforbud, begrænsning af lukketider og krav om mundbind og coronapas, som rammer og har ramt hårdt. Derfor kan vi med tilfredshed konstatere, at de politiske forhandlinger har taget et seriøst livtag med restriktionerne med en konkret plan for udfasning af mundbind og krav om coronapas, siger han.


Aftale om yderligere udfasning af restriktioner

Kilde: Aftale om yderligere udfasning af restriktioner mv. fra den 11. juni 2021


LÆS OGSÅ: Politisk aftale om genåbningsplan er i hus: - Dårlig timing




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her