Nyheder
Jobs


Politiet rejser tiltale mod kendt møbelkæde


Foto: Colourbox
Tirsdag den 31 marts 2020 kl. 06:00 af: Redaktionen

Der bliver nu rejst tiltale mod en kendt møbelkæde for overtrædelse af GDPR-lovgivningen. Sagen går tilbage til efteråret 2018.

Østjyllands Politi har rejst tiltale mod møbelfirmaet Ilva A/S for at overtræde GDPR-lovgivningen.

Under et tilsynsbesøg i efteråret 2018 fandt Datatilsynet oplysninger på en stor gruppe kunder i et gammel it-system. Der var tale om navne, adresser, telefonnumre, e-mails og købshistorik på omkring 350.000 kunder.

Samtidig mente Datatilsynets, at virksomhedens manglende fastsættelse af slettefrister i det gamle it-system medførte, at databeskyttelsesforordningens krav om sletning af persondata ikke var blevet overholdt.

- Anklagemyndigheden anser dette som en både principiel og alvorlig sag. Der er tale om en prøvesag, der skal være med til at fastlægge en række principielle spørgsmål til fortolkningen af GDPR-lovgivningen, siger specialanklager fra Østjyllands Politi, Jan Østergaard, i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden har bedt Retten i Aarhus om et forberedende retsmøde for at sikre en hurtigst mulig berammelse og en præcis tidsplan for sagens varighed.

Sagen blev meldt til politiet i 2019, og Ilva har tidligere erkendt og udbedret fejlen, fremgår det af oplysninger fra Ritzau.

LÆS OGSÅ: Datatilsynet melder IDdesign til politiet




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her