Nyheder
Jobs


Overvandt kriseår: Nu er tøjkoncern solgt


Foto: detailfolk.dk
Fredag den 12 april 2019 kl. 09:29 - Kilde: Børsen

En dansk tøjkoncern, som har over 120 butikker og en svulmende bundlinje, kommer på nye hænder.

Kapitalfonden Axcel har solgt Ball Group. Det er koncernen bag tøjkæden Zizzi, hvor fokus er på kurvede kvinder, skriver Børsen.

Prisen bliver ikke lagt frem, men køberen er den tyske kapitalfond Findos Invester, der i forvejen har det danskbaserede jeans-mærke Mos Mosh i folden.

- At vi nu sælger, vidner om, at vi har været i stand til at eksekvere vores plan om at transformere Ball Group til ledende aktør i nichemarkedet for plus-size mode, lyder  det i en skriftlig kommentar fra Asbjørn Mosgaard Hyldgaard til Børsen. Han er ansvarlig for investeringen hos Axcel.

- Resultaterne de sidste tre år vidner om, at Kuno Kildetoft (adm. direktør Ball Group, red.) og hans team har leveret et eminent arbejde, der til fulde lever op til vores forventninger, fortsætter han.

Forbi kriseår

I 2016 frasolgte Ball Group alle sine brands på nær Zizzi. Det skete efter en svær periode, hvor bundlinjen var helt nede i minus 41 millioner kroner.

Men gennem de seneste år er koncernen igen kommet på fode.

Omsætningen for 2018 vokser med over 100 millioner kroner til 590 millioner, mens den primære drift også tager et tigerspring og lander på 51,5 millioner. Bundlinjen går fra minus til et plus på 23,8 millioner.

- 2018 var et succesfuldt år for Ball Group. Mere end noget andet markerer året fuldførelsen af den strategi og transformationsproces, der blev sat i værk i 2016, skriver ledelsen i en kommentar til regnskabet.

Tidligere satsede Ball Group på at have franchisebutikker, men nu er koncernen gået over til en forretningsmodel, hvor man selv ejer sine butikker. Samtidig er der skruet op for nethandlen.

LÆS OGSÅ: Modebrand tjener mindre end ventet


Link til artikel på Børsen

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her