Nyheder
Jobs


Ny administrerende direktør til Lego


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 10 august 2017 kl. 09:20 af: Kristian Holgersen

Efter otte måneder vælger Lego at skifte sin administrerende direktør ud. Afløseren har en stærk erhvervskarriere bag sig.

Bestyrelsen i Lego har fundet en ny administrerende direktør. Det oplyser den danske legetøjsgigant på sin hjemmeside.

Valget er faldet på den 51-årige erhvervsmand Niels B. Christiansen, der siden 2007 har været administrerende direktør i Danfoss. Tidligere i sin karriere har han også været hos GN Store Nord og McKinsey.

Selvom Niels B. Christiansen ikke har erfaring med legetøj, så har Lego store forventninger til sin nye topchef.

- Niels er en fantastisk leder, der har leveret enestående resultater som administrerende direktør i Danfoss. Han har forandret en traditionel industrivirksomhed til en ledende teknologivirksomhed, siger Jørgen Vig Knudstorp, formand for bestyrelsen i Lego.

- Hans erfaring med digitalisering, globalisering, implementering af forandringsstrategier og evnen til at skabe en tilpasningsdygtig og effektiv global organisation vil være en gevinst for Lego-koncernen, fortsætter han.

Skifte efter blot otte måneder

Nyheden om Niels B. Christiansens tiltrædelse kommer bare otte måneder efter, at Bali Padda satte sig i direktørstolen. Den 61-årige inder kommer i fremtiden til at varetage en rådgivende funktion i Lego Brand Group.

- Bali har været en del af Lego-familien gennem 15 år. Han spillede en central rolle i den turn-around virksomheden oplevede for år tilbage, og han har gennem sin tid som administrerende direktør skabt et solidt fundament, hvorfra vi kan fortsætte med at omstille virksomheden, siger Jørgen Vig Knudstorp.

- Han er en god ven og en vidunderlig ambassadør for Lego, afslutter han.

Niels B. Christiansen har første arbejdsdag til oktober.

LÆS OGSÅ: Legos overhoved er blandt de allerrigeste i verden




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her