Nyheder
Jobs


Minister vil beskytte forbrugerne mod farlige varer på nettet


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 7 november 2019 kl. 06:00

Et kommende lovforslag fra erhvervsministeren skal beskytte danske forbrugere mod farlige og ulovlige produkter på nettet.

De mange butikker på nettet udgør lidt af en jungle, hvor forbrugerne nemt kan støde på ulovlige eller ligefrem farlige varer.

Derfor vil erhvervsminister Simon Kollerup (A) i starten af næste år fremsætte et lovforslag, som skal gøre det nemmere at foretage kontroller og give hårdere straffe til de butikker.

- Danskernes indkøbsvaner har ændret sig, så vi i dag køber en stor del af vores varer på internettet, og der har vi jo adgang til butikker fra hele verden, hvor der ikke altid er samme fokus på produktsikkerhed, som her i Danmark, siger Simon Kollerup i en pressemeddelelse fra erhvervsministeriet.

- Vi skal kunne beskytte de danske forbrugere mod for eksempel farligt legetøj, uanset om de handler i en butik på Byrum Hovedgade eller i en online webshop fra Kina. Derfor har vi brug for tidssvarende lovgivning, der også er fremtidssikret både med hensyn til nye produkter og nye handelsveje, siger han.

Udspringer fra EU-forordning

På EU-plan er der vedtaget en ny forordning om markedsovervågning og produktoverensstemmelse som tager hånd om den nye udvikling, skriver ministeriet i pressemeddelelsen.

Det kommende forslag fra erhvervsministeren udspringer blandt andet af denne forordning:

- Det er en udfordring for forbrugernes sikkerhed, at vi ikke med den nuværende lovgivning kan kontrollere produkter fra forhandlere uden for EU, siger Simon Kollerup og fortsætter:

- Derfor har vi besluttet at indarbejde de nye muligheder for håndhævelse allerede nu – et år før forordningen reelt er pålagt os at skulle træde i kraft.

I lovforslaget vil der blive givet mulighed for anonym kontrol, såkaldt ’mystery shopping’, i netbutikker, på sociale medier og i andre internetfora, hvor der handles med forbrugerprodukter.

Derudover bliver der mulighed for at blokere online salgskanaler, som overtræder reglerne, ligesom bøderne for at overtræde reglerne hæves.

LÆS OGSÅ: Melder 150.000 netbutikker til dansk politi




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her