Nyheder
Jobs


Matas tilbyder alle medarbejdere gratis corona-test


Foto: Pressefoto
Onsdag den 13 maj 2020 kl. 06:10 af: Redaktionen

På trods af et historisk lavt sygefravær tilbyder Matas-kæden nu alle ansatte en test for covid-19. Tilbuddet er frivilligt.

Matas har sammen med Falck indgået et samarbejde om at tilbyde gratis og frivillig test til samtlige 2500 medarbejdere i Matas. Det skriver materialistkæden i en pressemeddelelse.

Historisk lavt sygefravær

Testen er den såkaldte antistof-test, der kan fastslå om en person har haft Corona-virus og dermed har dannet antistoffer og testen har ifølge den administrerende direktør været efterspurgt.
 
- Vores medarbejdere har stået i frontlinjen i åbne butikker de seneste 8 uger og de har klaret det flot. Sygefraværet har faktisk været historisk lavt i perioden. Som mange andre har vores medarbejdere et stort ønske om at blive testet for antistoffer og få opklaret, om de har været smittet med Covid-19 uden at have haft alvorlige symptomer, siger topchefen i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg.

Kaster lys over mørketal

Testens resultater er fortrolig viden og bliver kun delt med testpersonen, der desuden får adgang til en hotline hos Falck, hvor de kan stille spørgsmål til hvad testresultaterne betyder for dem og hvordan de skal forholde sig.

Matas får dog adgang til en anonymiseret statistik over hvordan antallet af medarbejdere med antistoffer fordeler sig ud over landet. Disse overordnede resultater vil blive delt med interesserede myndigheder og eksperter.
 
- Med dette initiativ kan vi i Matas være med til at kaste lys over mørketallet i detailhandlen. Der er i dag ikke nogen viden om, hvor mange, der har været smittet med Covid-19 men enten har været helt symptomfri eller kun oplevet lette symptomer, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

LÆS OGSÅ: Salling Group stiller butikkerne til rådighed i kæmpe forsøg
 



Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her