Nyheder
Jobs


Mangedobler overskuddet: - Vi blev næsten overhalet af vores egen succes



Onsdag den 12 maj 2021 kl. 11:48 af: Kristian Holgersen

Det første årsregnskab efter deltagelsen i DR-programmet Løvens Hule byder på stærk vækst, lyder meldingen fra dansk skjortemærke.

Herretøjsmærket Barons, som sælger skjorter gennem sine egne webshops og en fysisk dele-butik på Strøget i København, har sat indtjeningen op i gear.

Det viser årsregnskabet for 2020, hvor Barons kan sætte dobbeltstreg under et overskud på lige over fem millioner kroner - en forbedring på 445 procent i forhold til året år.

En investering fra Jacob Risgaard i begyndelsen af året, hvor Barons deltog i DR-programmet Løvens Hule, var med til at øge kendskabet blandt forbrugerne. Men derudover har 2020 budt på en række forhindringer:

Butikken på Strøget, som Barons deler med urmærket About Vintage, måtte lukke ned kort efter første åbningsdag, og samtidig havde forbrugerne mindre brug for arbejdsskjorter, fordi de sad hjemme foran skærmen og arbejdede.

- Vi fik en mildt sagt flyvende start på 2020, men måtte også sande, at vi næsten blev overhalet af vores egen succes, da vi havde udsolgt det meste af februar måned, siger Joachim Latocha i en pressemeddelelse. Han er adm. direktør i Barons.

- Vi fik imidlertid fyldt lagrene godt op igen, og derefter kunne vi fokusere på at bygge videre på den succes, vi allerede havde skabt. Vi har ekstremt loyale kunder og har stille og roligt fyldt hullerne i vores sortiment rent størrelsesmæssigt. Det gør, at vi kan se tilbage på et 2020, der har cementeret vores ret unikke position, siger han.

I 2020 gik Barons ind på det svenske og hollandske marked. Næste mål er åbningen af en tysksproget webshop, hvor udfordringen bliver at tage kampen op med store, lokale spillere på skjortemarkedet.

LÆS OGSÅ: Kendte iværksættere åbner en fælles rotations-butik




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her