Nyheder
Jobs


Magasin er endelig blevet solgt


Foto: Pressefoto
Mandag den 31 maj 2021 kl. 11:29 af: Kristian Holgersen

Oplagte købere fra Danmark har tidligere meldt hus forbi. I stedet ender Magasin nu på tyske hænder efter den hidtidige ejers kollaps.

I flere år har de britiske ejere i Debenhams haft planer om at sælge Magasin du Nord. Men først nu er en handel faldet på plads.

Det bliver tyske Peek & Cloppenburg, som fremover kommer til at sidde på den danske kæde af varehuse. Koncernen har i forvejen omkring 140 butikker på en lang række markeder.

- Vi er meget glade for det nye ejerskab, som sikrer kunder, leverandører, medarbejdere og øvrige interessenter en positiv fremtid, skriver økonomidirektøren i Magasin du Nord, Peter Fabricius, i en kortfattet meddelelse på LinkedIn.

Til Berlingske uddyber han handlens betydning for Magasin du Nord, som bliver ved med at være et selvstændigt selskab under de nye ejere.

- Blækket er fortsat ikke helt tørt, og vi kan naturligvis endnu ikke helt løfte sløret for, hvad vi søsætter sammen med vores nye ejer, siger Peter Fabricius til avisen og fortsætter:

- Men jeg kan fortælle, at vi som et fortsat uafhængigt selskab, og nu med solide tyske muskler i ryggen, fortsætter med at bygge videre på vores tre strategiske søjler: Stærke og inspirerende butikker fyldt med de mest elskede brands, et fortsat skandinavisk onlinefokus og et hjertevarmt kundefokus gennem endnu bedre omni-channel-oplevelser på tværs af alle kanaler, siger han.

Kollaps hos de britiske ejere

De hidtidige ejere - Debenhams - købte Magasin du Nord tilbage i 2009 for 100 millioner kroner.

Siden er det gået voldsomt tilbage for den britiske koncern, som endte i betalingsstandsning og rekonstruktion for et par år siden. I januar blev resterne af Debenhams solgt til Boohoo Group for et beløb svarende til 460 millioner danske kroner.

Med i den store handel var alle Debenhams’ egne varemærker og hjemmesider, mens de 118 fysiske varehuse i Storbritannien blev forbigået. Danske Magasin du Nord fungerede som en selvstændig enhed og blev ikke direkte påvirket af salget.

På grund af de økonomiske omstændigheder hos Debenhams har et salg af Magasin du Nord været længe ventet. Oplagte danske bud som Salling Group og Anders Holch Povlsen fra Bestseller har i den forbindelse afvist tilbud fra den britiske koncern.

LÆS OGSÅ: Holch Povlsen afviser opkøb af Magasin: - Sjovt tænkt




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her