Nyheder
Jobs


Ældre detailprofil opgiver butikker: Discountkæde tager over



Fredag den 11 januar 2019 kl. 10:01 af: Kristian Holgersen

Butikker i en jysk supermarkedskæde bliver overtaget af Salling Group efter flere år med økonomiske kvaler.

Salling Group har underskrevet en aftale om overtagelsen af fire butikker fra selskabet Jaco Supermarkeder, som hidtil har været en del af Meny-kæden.

Efter handlen bliver butikkerne, som alle ligger i Jylland, en del af Netto, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

- Vi er meget tilfredse med at sikre, at der også fremover vil være gode indkøbsmuligheder lokalt de fire steder, siger koncernens administrerende direktør, Per Bank. Han fortsætter:

- Det er samtidig en aftale, der gør Netto i stand til at nå endnu bredere ud med et nyt og forstærket butikskoncept, som mange af vore kunder allerede har taget rigtig godt imod i de byer, hvor vi har åbnet nye butikker.

Indstiller karrieren

Jaco Supermarkeder er ejet af 88-årige Ida Jacobsen, som nu har valgt at indstille sine aktiviteter på dagligvaremarkedet.

Hun åbnede sin første butik helt tilbage i 1949 sammen med ægtemanden C. B. Jacobsen, skriver Ugeavisen.dk.

I årene efter finanskrisen har Jaco Supermarkeder haft økonomiske kvaler med underskud på underskud. Gennem de sidste fem årsregnskaber løber det samlede tab op i små 40 millioner kroner.

De fire butikker, der nu bliver en del af Netto, ligger i Aarhus V, Randers, Hurup (Thy) og Grenå. Ombygningen forventes afsluttet, så butikkerne kan åbne i løbet af 2019.

LÆS OGSÅ: Netto kaster en milliard kroner ind i discountkrigen




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her