Nyheder
Jobs


Landsdækkende kæde får politianmeldelse på halsen


Foto: Humac
Torsdag den 20 februar 2020 kl. 11:12 af: Kristian Holgersen

Meget små bogstaver har fået Forbrugerombudsmanden til at politianmelde Humac-kæden. Direktøren beklager.

Det er vel nærmest børnelærdom, at forbrugere skal være opmærksomme og altid læse det med småt. Men bogstaverne kan faktisk også være så urimeligt små, at myndighederne griber ind.

I fire avisannoncer har Apple-forhandleren Humac, der driver 21 butikker, ikke angivet de samlede låneomkostninger tydeligt nok. Det mener Forbrugerombudsmanden, som nu har meldt Humac til politiet.

- Det koster penge at låne penge, og det skal stå helt klart for forbrugerne, straks de ser en annonce for et attraktivt produkt med et finansieringstilbud. Det er formålet med markedsføringslovens oplysningskrav, siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, i en pressemeddelelse.

- Der må ikke være risiko for, at forbrugere, som læser annoncerne, helt overser udgifterne ved at finansiere købet af en vare, siger hun.

Direktøren beklager

I de pågældende annoncer fra Humac blev der tydeligt reklameret med en månedlig ydelse, hvis kunder valgte at købe en varer på afbetaling. Men de øvrige låneomkostninger var beskrevet med meget små bogstaver nederst.

Desuden var låneomkostningerne sammenblandet med andre vilkår for tilbuddet, skriver Forbrugerombudsmanden.

Direktøren for Humac - Michael Bech - anerkender vurderingen fra Forbrugerombudsmanden og beklager sagen. Det sker i en kommentar til Ekstra Bladet.

- Teksten om lånevilkårene, som man kalder pligtteksten eller 'det med småt', er angivet i alle annoncerne, og vi har ikke forsøgt at skjule noget, forklarer han til avisen.

- Men i arbejdsprocessen mellem vores marketingsafdelingen og de dagblade, hvor annoncerne er blevet trykt i både tabloid og broadsheet-format, er skriftstørrelsen blevet reduceret fra otte pkt. til 6,5 pkt., siger han.

LÆS OGSÅ: Melder dansk kæde til politiet for vildledning




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her