Nyheder
Jobs


Landets største kæde af kaffebarer henter ny topchef



Tirsdag den 14 maj 2019 kl. 09:17 af: Kristian Holgersen

En tidligere driftsdirektør i Jensens Bøfhus står nu i spidsen for 59 kaffebarer over hele landet.

Claus Purup Skovfoged er ny administrerende direktør for kaffekæden Espresso House. Han har allerede haft sin første arbejdsdag.

Det fremgår af en opdatering i cvr-registeret og et kort indlæg på hovedpersonens LinkedIn-profil.

Umiddelbart inden skiftet til Espresso House var Claus Purup Skovfoged CCO, salgs- og marketingdirektør, i færgeselskabet Fjord Line. 

Men restaurationsbranchen er ikke helt ukent terræn for den nye topchef. Tidligere har han været driftsdirektør i Jensens Bøfhus gennem godt halvandet år.

Espresso House gjorde sit indtog på det danske marked i 2015, da det tyske selskab Jab Holding opkøbte den danske kaffekæde Baresso.

Kort forinden havde Jab Holding erhvervet sig Espresso House, som oprindeligt er et svensk koncept. I dag har kæden 59 kaffebarer i Danmark og over 400 for hele Norden.

Først i år bliver de sidste Baresso-barer omdannet til Espresso House.

Claus Purup Skovfogeds forgænger, Nickolas Krabbe Bjerg, er gået videre til hotelkæden Brøchner Hotels, skriver Fødevarewatch.

LÆS OGSÅ: Kaffekæde jagter kundeflow i bank




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her