Nyheder
Jobs


Kurvet tøjkæde jubler over succesfuldt år


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 14 marts 2019 kl. 10:26 af: Kristian Holgersen

En fuldendt transformation giver dansk tøjkæde tro på fremtiden - og en svulmende bundlinje.

Gennem de seneste tre år har Ball Group, som driver tøjkæden Zizzi, arbejdet på en større transformation. Den indsats giver nu pote, fremgår det af regnskabet for 2018.

Omsætningen vokser med over 100 millioner kroner til 590 millioner, mens den primære drift også tager et tigerspring og lander på 51,5 millioner. Bundlinjen går fra minus til et plus på 23, 8 millioner.

- 2018 var et succesfuldt år for Ball Group. Mere end noget andet markerer året fuldførelsen af den strategi og transformationsproces, der blev sat i værk i 2016, skriver ledelsen i en kommentar til regnskabet.

Tidligere satsede Ball Group på at have franchisebutikker, men nu er koncernen gået over til en forretningsmodel, hvor man selv ejer sine butikker. Samtidig er der skruet op for nethandlen.

- Virksomheden står overfor fremtiden med en stærk driftsmodel, et højere driftsresultat og en solid økonomisk situation, fremgår det af ledelsesberetningen.

- Ledelsen forventer, at indtægter og overskud for 2019 kommer til at være over niveauet for 2018, fortsættes der.

LÆS OGSÅ: Ejer lukker hovedkontor for nyindkøbt tøjkæde




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her