Nyheder
Jobs


Kursskifte: HiFi Klubben går væk fra at åbne klassiske butikker



Fredag den 2 oktober 2020 kl. 10:52 af: Kristian Holgersen

I stedet for deciderede butikker er HiFi Klubben for alvor begyndt at satse på showrooms. Det hidtil største herhjemme er netop åbnet.

Butikkerne i HiFi Klubben skal fremover fokusere mere på at rådgive kunderne i valg af lydudstyr og mindre på selve handlen.

Det er kernen i den nye strategi, som har fået HiFi Klubben til se bort fra traditionelle butikker, når kæden skal styrke sin fysiske tilstedeværelse.

- Vi vil gerne gøre vores butikker mere tilgængelige for kunderne og vise, hvordan det kan se ud hjemme i stuen. Derfor vil vi i fremtiden åbne demorum eller showrooms i stedet for klassiske butikker, siger Christoffer Arensbach i en pressemeddelelse. Han er adm. direktør i HiFi Klubben.

Kæden har 95 butikker fordelt på flere markeder, men den nye strategi kommer til at flytte endnu mere af omsætningen over på nettet.

Et eksempel til efterfølgelse

Flere butikker burde følge samme eksempel, lyder vurderingen fra Gitte Damgaard, som har sin daglige gang på Aarhus Erhvervsakademi, hvor hun arbejder på et forskningsprojekt om de fysiske butikkers fremtid.

- Køb af for eksempel hifi-udstyr er ofte en større investering, hvor forbrugeren gerne vil teste, lytte, røre og se udstyret før køb, siger hun i pressemeddelelsen fra HiFi Klubben.

- Derfor kan en webshop eller en fysisk butik ikke stå alene. Vi kommer til at se flere koncepter, hvor forbrugeren får rådgivning og vejledning i et showroom, men derefter går hjem, overvejer købet og foretager det endelig køb online. Især når det gælder varer med en høj værdi, siger Gitte Damgaard

HiFi Klubben har allerede åbnet et stort showroom i Malmø og mindre udgaver i Viborg og Hillerød. Det første danske showroom i fuld størrelse er netop kommet til Aalborg.

Styrker omsætningen

I det seneste årsregnskab har selskabet bag Hifi Klubben - AudioNord International A/S - styrket omsætningen med seks procent.

- Dette kan primært tilskrives justeringer i butiksnetværket, vækst i Holland og Tyskland samt stigende aktivitet på vores online platform, skriver ledelsen i årsrapporten.

- Vi ser dette i samspil med den konsolidering, der er i detailhandlens fysiske butikker, og med HiFi Klubbens egen strategi om et styrket omni-channel orienteret butiksnetværk, skrvier ledelsen.

Gennem regnskabsåret har handlen på nettet stået for 30 procent af den totale forretning, og den andel vil blive større i de kommende år, lyder vurderingen.

Bundlinjen falder en smule til 17,5 millioner kroner, og det skyldes negative konsekvenser af coronakrisen.

LÆS OGSÅ: Midt i store investeringer: Hi-Fi Klubben taber højde




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her