Nyheder
Jobs


Konkurrerende kæder får lov til at genåbne butikker


Foto: Matas
Fredag den 20 marts 2020 kl. 10:58 af: Kristian Holgersen

En lang række butikker fra to af landets store kæder måtte lukke ned onsdag formiddag. Nu har de fået grønt lys igen.

Fredag morgen genåbnede Matas og Normal i alt 85 centerbutikker, som ellers har været lukket ned siden onsdag formiddag.

Myndighederne har nemlig inkluderet de to kæder i gruppen af samfundsnødvendige butikker.

- Vi følger myndighedernes anvisninger til punkt og prikke og vi har et samfundsansvar at leve op til, siger Gregers Wedell-Wedellsborg i en pressemeddelelse. Han er administrerende direktør i Matas.

- Når vi holder åbent, aflaster det presset på andre butikker og spreder kunderne over flere kvadratmeter. Vi går ikke på kompromis med myndighedernes krav om fx håndsprit ved indgangen og god afstand mellem kunderne og følger helt tæt op, så medarbejdere og kunder kan være trygge, siger han.

Matas åbner 50 centerbutikker. 20 fortsætter med at være lukkede, fordi de ligger i centre som er enten helt eller delvist lukket, skriver Matas i pressemeddelelsen.

Ingen god forretning

Det samme gør sig gældende hos konkurrenten Normal, som sidder på en betydelig markedsandel af varer som håndkøbsmedicin, sæbe og personlig pleje. Det skriver Børsen.

Normal vil gerne være med til at sprede kunderne ud på flere kvadratmeter og har åbnet 35 centerbutikker, lyder meldingen fra den administrerende direktør, Torben Mouritsen, til Børsen.

Men det bliver næppe en økonomisk gevinst.

- Der er så lidt aktivitet i butikkerne i øjeblikket, at der ikke er forretning i at holde åbent, men vi vil gerne være relevante for kunderne, siger Torben Mouritsen til avisen.

LÆS OGSÅ: Politiet rykker ud til åbne butikker




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her