Nyheder
Jobs


Konkurrent trækker på skuldrene af Coop-satsning


Foto: Nemlig.com
Onsdag den 14 august 2019 kl. 10:28 - Kilde: Børsen

Indtil videre bliver der ikke arbejdet på et direkte modtræk til Coops nye leveringstilbud, lyder det fra konkurrenten.

I går introducerede netsupermarkedet Coop.dk Mad en service til sine kunder i København, som nu kan få leveret dagligvareindkøb til døren, selv når de ikke er hjemme.

Men hos konkurrenten Nemlig.com bevarer de roen. Direktør Stefan Plenge ser ikke det store potentiale i tiltaget, før man kan få adgang til kundernes nøgler, skriver Børsen.

- Personligt har jeg lidt svært ved at se hvilke københavnere, der kan benytte sig af tilbuddet, da Coop kræver, at gadedøren skal være åben, udtaler han i et skriftligt svar til avisen.

- Mig bekendt er hovedparten af alle gadedøre aflåste i København, fortsætter han.

Hos Coop afviser man den indvending. Ofte kan budene komme ind i opgangene ved at ringe på andre steder.

De første på markedet

Københavnerne har ikke før haft mulighed for at få leveret varer fra et netsupermarked, når de ikke er hjemme til at åbne. Det skriver Coop selv i en pressemeddelelse.

- Vi lever af at gøre danskernes hverdag nemmere, siger Morten Viktor, der er kommerciel direktør i Coop.dk Mad. Han fortsætter:

- Det er sjældent man ved, hvornår man præcist er hjemme, og derfor er det yderst bekvemt at få dine dagligvarer leveret til døren uden, at du behøver selv at være hjemme.

Coop.dk Mad leverer dagligvarer i hele landet - Nemlig.com fokuserer på områderne omkring de store danske byer.

LÆS OGSÅ: Rabat-tørstige kunder er utilfredse med Nemlig.com

 


Link til artikel på Børsen

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her