Nyheder
Jobs


Kendt succes-app åbner nu også en netbutik



Torsdag den 14 marts 2019 kl. 09:15 af: Kristian Holgersen

Allerede i sommer åbnede en fysisk butik på Frederiksberg. Den bliver nu efterfulgt af en netbutik for hele landet.

Lidt over et halvt år efter åbningen af sin første fysiske butik har Too Good To Go valgt at udvide med en netbutik.

Det skriver madspilds-appen, der lige nu har otte millioner brugere fordelt på ni forskellige lande, i en pressemeddelelse.

- Siden åbningen i sommer har vi tydeligt mærket, at efterspørgslen for at åbne flere butikker rundt omkring i landet er stigende, siger Mikkel Fog. Han er Landechef for Too Good To Go.

- Vi kan få endnu flere danskere med i kampen mod madspild, når vi nu inviterer alle til at redde overskudsmad via vores nye webshop, fortsætter han.

Netbutikken kommer til at være en forlængelse af den fysiske butik på Frederiksberg, hvor der er overskudsvarer fra grossister og storproducenter på hylderne. De bliver nu tilgængelige for kunder over hele landet.

Anbefaler pakkeshop

Det kræver ressourcer at få sendt varerne ud til kunderne, men Too Good to Go forsøger at gøre operationen bæredygtig, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Vi har sat en leveringsaftale i stand, hvor et firma afhenter vores pakker på deres normale rute og sender dem videre gennem de velkendte leveringspartnere i Danmark, siger Mikkel Fog og fortsætter:

- På den måde sørger vi for, at der ikke bliver et unødigt ressourcebrug ved transporten. Derudover anbefaler vi selvfølgelig, at man får leveret sine varer til en pakkeshop, så en transportvogn ikke skal køre ud på privatadresser, og at tilvælge Postnords CO2-neutrale forsendelse.

LÆS OGSÅ: Populær reklameapp skifter navn




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her