Nyheder
Jobs


Matas jubler over 'stjernegodt' julekvartal


Foto: Matas
Onsdag den 8 januar 2020 kl. 10:05 af: Kristian Holgersen

Topchefen for Matas kalder julekvartalet for “stjernegodt” og kan nu opjustere forventningerne til hele året en smule.

Matas kan se tilbage på et indbringende julekvartal, hvor den samlede omsætning for hele koncernen gik 7,4 procent frem til 1,2 milliarder kroner.

Det underliggende salg (like for like) stiger 4,7 procent, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Julekvartalet var stjernegodt, lyder den klare melding fra Gregers Wedell-Wedellsborg. Han er topchef i Matas.

- Samspillet mellem nettet og de fysiske butikker lykkedes perfekt, og Matas havde samlet set flere kunder, der handlede for mere - og vi fik dermed en historisk høj omsætning, den højeste organiske vækst i 24 kvartaler og endnu en online vækstrekord, siger han.

Udviklingen får Matas til at skærpe forventningerne til hele året en smule. Den samlede omsætningsvækst skulle nu gerne ramme 5 procent (før 3,5-5,5 procent), mens den underliggende omsætningsvækst ventes at blive 1,5 procent (før 0,5-1,5).

Nettet gavner butikkerne

Den digitale del af forretningen fortsatte desuden med at gå frem.

Omsætningen på matas.dk nåede en rekordhøj vækst på 83,9 procent, og tæller man datterselskabet Firtal med, så blev 16 procent af koncernens salg gennemført online. I samme kvartal året var det 8,5 procent.

- Vores mål er at være kundernes førstevalg både på nettet og i butikkerne, siger Gregers Wedell-Wedellsborg

- Onlinesalget er generelt mindre lønsomt end salget fra de fysiske butikker, men nøglen ligger i samspillet. Alene i julekvartalet skabte matas.dk mere end 250.000 besøgende til butikkerne, fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Matas satser på ny løsning i maskinrummet




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her