Nyheder
Jobs


Himmelstormere fra Løvens Hule åbner butik i København


Foto: Colourbox
Fredag den 12 april 2019 kl. 10:25 - Kilde: Mig&Kbh

I det seneste regnskab kunne mode-iværksætterne gange bundlinjen med 45. Nu er deres første butik i København lige på trapperne.

Da iværksætterne bag modefirmaet Shaping New Tomorrow deltog i DR-programmet Løvens Hule, satte det for alvor skub i forretningen.

Indtil videre har modevirksomheden, der er mest kendt for sine herrebukser med stræk, kun haft en enkelt fysisk butik i hjembyen Aalborg. Men nu ser de mod hovedstaden, skriver lokalmediet Mig&Kbh.

- Nu bliver det endelig en realitet, lyder det fra Shaping New Tomorrow på Facebook.

- Vi kan med stolthed offentliggøre, at Shaping New Tomorrow åbner dørene til vores butik i Indre København den 3 maj, fortsættes der.

Butikken får adresse i Pilestræde 52 og kommer dermed til at gnubbe albuer med tøjbutikkerne Norse og Naked.

Nøgletal boomer

I det seneste årsregnskab, som gælder for 2017/18, lander Shaping New Tomorrow en bundlinje på små 11 millioner kroner. Det er rundt regnet 45 gange mere end den kvarte million fra regnskabsåret før.

Samtidig stiger omsætningen fra 3 til 35 millioner kroner, og den udvikling skulle gerne fortsætte.

- Vi budgetterer med en omsætning på 75 mio. kr. i 2018/19, men det kan være det bliver endnu bedre, siger adm. direktør Kasper Ulrich til Børsen.

De tre iværksættere er Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann. Sidste år stillede de op i programmet Løvens Hule, hvor de overbeviste Jesper Buch og Birgit Aaby-Bruun om at give 250.000 kroner hver for ejerandele på 10 procent.

LÆS OGSÅ: Mode-iværksætter går uden om butikkerne


Link til artikel på Mig&Kbh

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her