Nyheder
Jobs


Forberedelser til “historisk høj vækst” trækker burgerkæde ned



Torsdag den 27 juni 2019 kl. 09:21 af: Kristian Holgersen

Der plejer at være fine overskud hos kendt burgerkæde. Men ikke denne gang. Ambition om at blive landsdækkende trækker ned.

Hvis bundlinjer var bøffer, så har kæden Halifax Burgers serveret dem ‘well done’ hvert år siden åbningen af den første restaurant for 12 år siden.

Men i år er det anderledes. Bøffen har en rød kerne, viser årsrapporten for Ahn & Dehler Dining A/S, som er selskabet bag kæden.

Tabet for 2018 lyder på 4,9 millioner kroner - en markant tilbagegang fra et lille plus på 374.000 kroner året før.

Den varme sommer betød, at de fleste restauranter oplevede et fald i salget, lyder en af forklaringerne på det utilfredsstillende resultat, fremgår det af årsrapportens ledelsesberetning.

- Kombineret med forudgående klargøring af organisationen til historisk høj vækst, samt åbningen af to restauranter i 2018, ramte sommeren os ekstra hårdt for året, skriver ledelsen.

- Vi noterer dog med tilfredshed, at vi dette til trods, har realiseret et markant positivt cashflow fra driften, fortsætter der.

I efteråret satte Halifax Burgers ekspansion på menuen. Målet er at nå op på 20 restauranter i 2020 og blive landsdækkende, lød meldingen i Finans.

Lige nu har burgerkæden åbent 12 steder. Hovedvægten ligger stadig på hovedstadsområdet, men også Køge, Hillerød, Roskilde og Odense har fået en nål på landkortet.

LÆS OGSÅ: Jysk burgerkæde indleder offensiv i København




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her