Nyheder
Jobs


Ejer-familie taber millioner efter overtagelse af landsdækkende kæde


Foto: BabySam
Mandag den 22 februar 2021 kl. 09:57 af: Kristian Holgersen

 

En fantastisk start på året kunne ikke bære BabySam uskadt gennem coronakrisen. De nye ejere må indkassere stort tab.

På forhånd var der lagt op til fremgang på både top- og bundlinje hos BabySam, som sidste år måtte bogføre det første underskud længe.

Den landsdækkende butikskæde lagde da også godt fra land, inden coronakrisen lagde en effektiv dæmper på festen. Det skriver Kenneth Willenbrack Nørgaard, adm. direktør i BabySam, på LinkedIn.

I årsregnskabet for 2019/20 ender bundlinjen i et minus på 31 millioner kroner - en klar tilbagegang sammenlignet med de 10 millioner året før.

Samtidig falder den samlede omsætning med tre procent til 516 millioner kroner.

Men coronakrisen er langtfra den eneste årsag til det store underskud. Ifølge årsrapporten har en nedskrivning af udskudte skatteakvititeter medført en regning på 24 millioner kroner, og så har BabySam været flittige til at poste millioner i udvikling af virksomheden.

- Vi har investeret +50 millioner i at fremtidssikre BabySam i de sidste år. Vi har nedskrevet varelagre, fordi det var var det rigtige at gøre og fordi vi kunne. Et andet vigtigt målepunkt er vores likviditet, som vi øger med 13 millioner (+39%) og som understreger vores, trods alt, sunde overliggende drift, skriver Kenneth Willenbrack Nørgaard.

Første årsregnskab under nye ejere

Allerede i 2017 luftede de daværende majoritetsejere - Polaris og AAC Capital - planer om at sælge BabySam, som havde været igennem en turnaround efter en række hårde år i kølvandet på finanskrisen.

Men først i sidste halvdel af 2020 fandt de en passende køber i form af familien Jalsøe. De har været en del af butikskæden siden 1973 og var på forhånd en del af ejerkredsen.

I forbindelse med handlen udtalte Kenneth Willenbrack Nørgaard på LinkedIn, at familien Jalsøe havde langsigtede planer for BabySam. En af de første opgaver bliver at gøre comeback efter de to seneste års milliontab.

- Det er ledelsens forventning at igangsatte særlig aktiviteter og færdiggørelse af flytning af butikker samt udvikling af den teknologiske platform vil medføre en stigende aktivitet, fremgår det af årsrapporten.

- Den samlede nettoomsætning vurderes at andrage 500 - 550 mio. kr. i 2020/21 og årets resultat før skat forventes at udgøre i størrelsesorden 5 - 10 mio. kr.

LÆS OGSÅ: BabySam-direktør efter krævende år: Tallene lyver ikke




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her