Nyheder
Jobs


Ejer af amputeret musikkæde begærer sig konkurs


Foto: detailfolk.dk
Torsdag den 10 oktober 2019 kl. 09:36 - Kilde: Dagens Næringsliv

Først besluttede musikkæde at lukke næsten alle sine danske butikker, og nu har den norske ejer så indgivet en konkursbegæring.

Godt nok bliver der stadig solgt instrumenter på nettet og i en enkelt fysisk butik i København. Men 4Sound har for alvor svært ved at finde melodien.

Efter et blodrødt regnskab måtte musikkæden i efteråret lukke næsten alle sine butikker, og nu rammer endnu et hårdt slag.

Den norske ejer - Music Retail Holding - og selskabet bag de 11 norske 4Sound-butikker har nemlig indgivet en konkursbegæring, skriver Dagens Næringsliv.

Ligesom i Danmark har forretningen i Norge haft økonomiske vanskeligheder, og det har fået banken Nordea til ikke at strække kreditten længere.

Direktør Anders Endertorp håber på at fortsætte driften, fortæller han til Dagens Næringsliv. Det er endnu uvist, hvad konkursen kommer til at betyde i Danmark.

Lukker ned for butikker

I august kunne Music Retail Denmark, som kører 4Sound-butikkerne herhjemme, præsentere en markant nedskalering af kæden. Fire ud af fem butikker skulle lukke.

Til Børsen forklarede den administrerende direktør, at kunderne stiller højere krav til blandt andet sortiment og service. Det krævede ændringer.

- Vi vælger derfor at afvikle vores butikker i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense for at frigøre ressourcer til at forstærke vores e-handel og Mega Store i København, skriver Patrick Johansen i en mail til Børsen.

På fem år har 4Sound tabt næsten 40 millioner kroner - alene i 2018 lød underskuddet på 15 millioner. Det viser årsrapporten for Music Retail Denmark A/S, som blev offentliggjort for nogle dage siden.

LÆS OGSÅ: Musikkæde lukker næsten alle sine butikker


Link til artikel på Dagens Næringsliv

Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her