Nyheder
Jobs


Ejer-familie spinder fortsat guld på shoppingcenter



Torsdag den 16 maj 2019 kl. 10:28 af: Kristian Holgersen

Planerne om at sælge Rødovre Centrum blev aldrig til noget. I stedet fortsætter ejer-familien med at tjene millioner.

Det kunne have været en af Danmark største ejendomshandler, hvis planerne om at sælge Rødovre Centrum var blevet ført ud i livet.

Nogle af bejlerne sidder måske nu og ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at overtage det familieejede shoppingcenter. For det er en yderst profitabel forretning.

I det friske årsregnskab for 2018 lander A/S Rødovre Centrum et rekordoverskud på 337 millioner kroner - en stigning på mere end 100 millioner.

Rødovre Centrum har omkring 160 butikker, hvor den samlede omsætning er steget nogle procent til 2,3 milliarder kroner, lyder meldingen fra Jesper Andreasen til mediet Ejendomswatch. Han er direktør i Rødovre Centrum og en del af ejerfamilien.

En lærerig proces

De aflyste salgsplaner har ikke rykket det store i regnskabet.

- Vi har ikke betalt noget til Colliers (mægleren, red), fordi der ikke skete et salg. Men vi har da haft udgifter til advokater og revisorer og til en teknisk gennemgang af centret - i alt et par millioner, vil jeg tro, siger Jesper Andreasen til Ejendomswatch.

- Først og fremmest har det kostet meget tid internt og samtidig været en læreproces for os, hvor vi blandt andet har lært lidt om, hvordan investorer udefra ser på vores center og på driften, siger han.

Ifølge årsregnskabets ledelsesberetning er forventningerne til Rødovre Centrums fremtid “fortsat positive.” Samtidig bliver der meldt om næsten fuld belægning. 

LÆS OGSÅ: Shoppingcenter åbner børnehave på taget




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her