Nyheder
Jobs


Efter 10 år åbner dansk brand sin første flagskibsbutik



Mandag den 30 september 2019 kl. 11:05 af: Kristian Holgersen

De sælger allerede briller i mange lande. Men nu kan dansk brand fejre jubilæum ved at åbne sin første flagskibsbutik.

Brillemærket Monkeyglasses er næsten klar til at slå dørene op til sin første selvstændige butik.

I præcis 10 år har virksomheden stået for at designe og producere briller med fokus på bæredygtighed, så åbningen af den nye butik bliver samtidig en jubilæumsfejring, fremgår det af en pressemeddelelse.

Butikken kommer til at ligge på Nørrebro i København og åbner den 11. oktober. Placeringen er ikke tilfældig, lyder det fra den administrerende direktør.

- Nye ideer får lov til at blomstre på Nørrebro. Det er hjemsted for åbne og bevidste forbrugere, der matcher vores grønne og servicemindede DNA, siger Morten Seaton.

I forvejen bliver briller og linser fra Monkeyglasses solgt af eksterne forhandlere over store dele af Europa, men også i USA og Australien.

Sidste år kunne Monkeyglasses glæde sig over at få stemplet Gazelle-virksomhed af erhvervsavisen Børsen. Den seneste bundlinje lyder på 459.000 kroner, viser 2017/18-årsrapporten fra selskabet bag, CPH Eyewear ApS.

LÆS OGSÅ: Efter flere års underskud: Brille-direktør er optimistisk




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her