Nyheder
Jobs


Direktøren forlader tv-koks pizzakæde


Foto: detailfolk.dk
Mandag den 13 januar 2020 kl. 10:01 af: Kristian Holgersen

For år tilbage fravalgte han et topjob i TDC og havnede i en pizzakæde. Nu er tiden igen inde til at komme videre, lyder meldingen.

Direktøren for Gorm’s Pizza, Anders Kjørup, siger stop efter fire et halvt år på posten. Det skriver han i et indlæg på LinkedIn.

- Alt godt kommer til en ende og efter mange overvejelser har jeg besluttet at det er på tide at lægge pizzaspaden på hylden for denne gang, skriver Anders Kjørup.

Gennem årene som direktør har Anders Kjørup været med til at åbne en lang række nye restauranter og - ikke mindst - fået fødevaregiganten Orkla ind som hovedaktionær. Det skete i 2018.

I skrivende stund har Gorm’s Pizza 11 restauranter - syv af dem ligger i københavnsområdet, men der bliver også solgt pizza i Horsens, Kolding, Odense og Aarhus. TV-kokken Gorm Wisweh lægger navn til kæden.

Inge kort på hånden

Før tiden hos Gorm’s Pizza havde Anders Kjørup været flere år hos TDC, hvor han blandt andet var underdirektør for salgsafdelingen. Men han valgte at forlade det velbetalte job uden en klar plan på hånden, fremgår det af en ældre BT-artikel.

I dag står han i en lignende situation.

- Jeg skal have fundet min næste udfordring. Og set i lyset af at jeg for 4,5 år siden gik fra SIM kort til surdej, er det nok ikke klogt at sætte grænserne for branchen alt for snævert, skriver Anders Kjørup.

- Det kan både være i en stor koncern, en mellemstor virksomhed eller en bestyrelsespost - så længe kodeordene er ledelse, kultur, organisation og strategi, fortsætter han.

LÆS OGSÅ: Pizzakæde forlader Norge og Sverige: Vi er ikke de bedste ejere




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her