Nyheder
Jobs


Direktør idømt fængselsstraf for skjulte abonnementer


Foto: morguefile.com
Fredag den 19 februar 2021 kl. 10:42 af: Kristian Holgersen

Den første fængselsdom nogensinde i en sag om skjulte abonnementer er netop blevet afsagt i Østre Landsret.

En direktør er blevet kendt skyldig i at have lagt abonnementsfælder for kunderne, og det har ført til en dom på ubetinget fængsel i to år og tre måneder.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, hvor der hverken bliver sat navn på direktøren, eller den virksomhed han stod i spidsen for.

Sagen starter i 2015, da direktøren satte gang i en kampagne på de sociale medier, som lokkede med muligheden for at vinde en iPhone mod at betale fem kroner i levering. Men da kunderne gik ind på kampagnesiden for at deltage, fremgik det med småt nederst på siden, at de også blev tilmeldt et abonnement.

Forbrugerens betalingskortoplysninger blev efterfølgende brugt til at trække 499 kroner hver måned for abonnementet.

Ifølge dommen fra Østre Landsret var kampagnesiden lavet for at snyde forbrugerne, så de uden accept ville tegne et abonnement.

- Har man et forretningskoncept, der går ud på at skjule et abonnement og de månedlige trækninger for abonnementet, indtil forbrugerne ved et tilfælde opdager det, så kan det være bedrageri og give fængselsstraf, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

- Sådanne skjulte abonnementer politianmelder vi, og det kan – som vi har set her - give fængselsstraf, siger hun.

Tidligere er direktøren fundet skyldig ved Retten i Roskilde, men han ankede dengang dommen til landsretten.

LÆS OGSÅ: Regeringen vil give butikstyve en hårdere straf
 




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her