Nyheder
Jobs


Den store løve på savannen køber sig ind i Coolshop



Fredag den 26 marts 2021 kl. 09:52 af: Kristian Holgersen

Som sådan har Coolshop ikke været til salg, lyder det fra medejer og "løve" Jacob Risgaard. Men et tilbud fra Holch Povlsen ændrede den sag.

En af tidens mest eksponerede medejere i dansk handelsliv - Jacob Risgaard fra onlinekoncernen Coolshop - havde torsdag aften en stor nyhed i ærmet.

Coolshop har fået Anders Holch Povlsen med ombord. Han overtager 25 procent af virksomheden gennem investeringsselskabet Brightfolk A/S.

Modsat tv-programmet Løvens Hule, hvor Jacob Risgaard investerer i virksomheder for åben skærm, så holder parterne i denne omgang prisen for sig selv. Men der er tale om en stor handel i dansk målestok, lyder meldingen til Børsen.

- Coolshop har ikke som sådan været til salg, men vi kan se, at der er et stort uudnyttet potentiale på markederne rundt om i Europa, siger Jacob Risgaard i en pressemeddelelse.

- Vi har i forvejen et ekstremt stærkt team, men at få Heartland som medejer, svarer lidt til at få Ronaldo med på holdet. Vi deler mange af de samme værdier og ser meget frem til i fællesskab at videreudvikle forretningen, så vi hen over de kommende år bliver en større europæisk aktør, siger han.

Imponerede over Coolshop

Brødrene Mike og Mark Nielsen - hvoraf sidstnævnte sidder som adm. direktør - startede Coolshop tilbage i 2002. Siden er forretningen bare vokset, og i dag bliver der hentet omsætning i hele Norden, Island, England, Tyskland og Holland.

På det danske marked har Coolshop også fysiske butikker i kæden Kids Coolshop.

- Vi er imponerede over den udvikling Coolshop har været igennem de seneste år, hvilket i særdeleshed skyldes et stærkt team og en hårdtarbejdende ejerkreds, der uden tvivl er blandt nogle af landets dygtigste iværksættere, siger Lise Kaae. Hun er adm. direktør i Heartland - selskabet bag Brightfolk og resten af Anders Holch Povlsens forretninger.

- Vi ser med forventning frem til samarbejdet og vil gøre os umage for på bedste vis at bidrage til, at virksomheden fortsætter sin vækst og udvikling og får en god fremtid, siger Lise Kaae.

En endelig godkende fra konkurrencemyndighederne mangler stadig.

LÆS OGSÅ: Løven Risgaard forlader den daglige ledelse i Coolshop




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her