Nyheder
Jobs


Dansk Supermarked skifter navn



Onsdag den 16 maj 2018 kl. 08:27 af: Kristian Holgersen

Det nye navn træder i kraft fra 1. juni og markerer en tilbagevenden til rødderne.

Dansk Supermarked kommer fra 1. juni til at hedde Salling Group. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Med det nye navn vil Salling Fondene markere sit fulde ejerskab over koncernen, som blev en realitet, da A. P. Møller - Mærsk solgte sin sidste ejerandel for 5,5 milliarder kroner i slutningen af 2017.

- Med Salling Group vender vi på mange måder tilbage til vores rødder og hylder vores oprindelse, siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand i Købmand Herman Sallings Fond.

- Vi er stolte af det, som Ferdinand og ikke mindst Herman Salling skabte, og som vi nu viderefører endnu tydeligere i Salling-navnet med ambitionen om at sikre en ledende, langsigtet og levedygtig dansk detailvirksomhed, fortsætter han.

Investering i butikker

Som herre i eget hus kan koncernen bruge hele sit overskud på at investere i forretningen - og til donationer.

- De penge, vi tjener i blandt andet Netto, Bilka og føtex, bliver enten investeret retur i virksomheden. Til gavn for kunderne. Eller givet tilbage til gode formål i samfundet via donationer fra Salling Fondene. Til gavn for alle danskere, siger Per Bank, administrerende direktør i Dansk Supermarked.

Den første Salling-butik åbnede for over 100 år siden. I dag driver koncernen 1.500 butikker.

LÆS OGSÅ: Netto trækker op i stærkt regnskab fra Dansk Supermarked




Forrige  Til oversigten  Næste
Søgte du web-udgaven af detailfolk.dk? – klik her